|
Skindbjerglund
Rebild kommune
Statsejet, delvis fredet skov på 41 ha med offentlig adgang overalt,
døgnet rundt. Skoven støder op til et større, privatejet skovområde,
hvor adgang er tilladt efter reglerne for
almenhedens færdsel. Skindbjerglund
er en del af et internationalt naturbeskyttelsesområde, Natura2000 område nr. 18.
I Skindbjerglund er fri teltning tilladt - se
reglerne og en liste over andre statsskove med fri teltning.
Landskab og geologi
Skoven Skindbjerglund ligger ude på kanten af den markante Lindenborg
ådal, der her løber SØ - NV og er omkring 300 meter bred i bunden. De
øverste dele af skoven ligger helt oppe på moræneplateauet omkring
dalen, 60 m.o.h., og på under 1 km falder skoven - og dalsiden - til
omkring 8 m.o.h. Lindenborg ådal er en del af et kompliceret
tunneldalkompleks, skabt under isen i sidste istid.
Udenfor indkørslen
til Skindbjerglund er der en flot udsigt over Lindenborg ådal-komplekset mod vest. Ådalen neden for Skindbjerglund
støder her til en anden nord - syd gående tunneldal, som kan
spores fra Limfjorden til isranden ved Viborg og undervejs i dag rummer 4
forskellige vandløbssystemer. Tunneldalene blev tidligere tilskrevet
store tunnelsystemer under isdækket, men nyere viden antyder en kompleks
dannelseshistorie, hvori indgår bl.a. isens fremtrængen og erosion i
gamle tertiære forkastningsdale.
Skindbjerglunds
undergrund består øverst af få meter sandet moræneaflejring, som går over i næsten 50 meter sandede og
grusede smeltevandsaflejringer. Under istidslagene findes skrivekridt,
som i ådalens bund ligger få meter under terræn. Kridtet har mange
sprækker, der virker som vandårer. Hvor kridtet ligger tæt på overfladen som i dalbunden,
er trykket fra grundvands-magasinet under bakkerne så højt, at vandet
presses frem som kilder. Kun 400 meter vest for Skindbjerglund ligger
bassinkilden Blåhøl, tæt ved åen. Kilden er Nordeuropas mest vandførende
kilde med omkring 150 liter i sekundet. Kun strømkilden Lille Blåkilde
kan følge med, når det handler om vandføring. Skindbjerglund har også
sin egen kilde. I engen 50 meter øst for skovens nordligste del (se
kortet), vælder
vandet frem i en lille bassinkilde, der via en grøft løber i åen. Engen
er privatejet, men uhegnet og uudnyttet og med adgang for almenheden.
Dyrelivet
Dyrelivet i Skindbjerglund er på mange måder præget af den gamle
egeskov. Den fredeligt beliggende skov uden det store publikumsbesøg rummer
bl.a. en
stor råvildtbestand. Den lyse skov har en rig urteflora, som giver gode
fødemuligheder. Bevæger man sig væk fra stierne, finder man overalt
bare pletter, hvor råvildtet enten har hvilet eller skrabet i jorden
efter egeskovens rådyrslik - anemonerødder. Færdes man med forsigtighed, evt.
sætter sig ned og venter, er der gode chancer for at opleve de yndefulde
dyr. I forsommeren afslører råbukkens fejninger på unge træer og buske
dens tilstedeværelse. Ræv, grævling og skovmår udgør skovens større
rovdyr. Igen handler det om forsigtig færden og venten, især omkring
solopgang og nedgang, hvis man vil opleve dyrenes færden i skoven.
Skovens mange gamle
træer giver redemuligheder for hulrugende fugle, lige fra stær til
natugle og huldue. Også skovmåren kan udnytte en sådan lejlighed i en
gammel eg.
Skindbjerglund er kendt
for sit rige fugleliv. Især egeskoven, der henligger som naturskov med
mange væltede og udgåede træer, giver ideelle livsvilkår for en lang
række hulrugende fugle. De døende og døde træer tiltrækker, ud over de
hulrugende fugle, også en lang række insekter, som kan danne fødegrundlag
for fugle og dyr. I det hele
taget er egeskovens struktur med en række meget varierede nicher basis
for et særdeles rigt fugleliv. Oplev f.eks. spætmejse, stor flagspætte,
grønspætte, blåmejse, broget
fluesnapper, grå fluesnapper, huldue, natugle, træløber, ravn og den sjældne pirol.
Link til DOFbasen med fugleobservationer fra Skindbjerglund de seneste 30
dage.
Skindbjerglund huser normalt 1-2 par ynglende ravne. Den imponerende
fugl, der er på størrelse med en musvåge, var tidligere uhyre sjælden,
men ravnen har gennem de sidste årtier bredt sig meget. Ravnen bygger højt til
vejrs i en gammel bøg eller eg. I yngletiden er man ikke i tvivl om,
hvor reden er. Ravne kan være ret støjende. Om efteråret kan man opleve
dem holde sammen i familiegrupper. Ravnen er en standfugl og et par
holder ofte sammen livet igennem.
Skov- og
Naturstyrelsen, Himmerland, eksperimenterer med forskellige driftsformer
for at forynge egeskoven. Bl.a. er indført skovgræsning på store dele af
egeskoven, hvor
kreaturerne måske kan holde uønsket opvækst af f.eks. ahorn nede og gennem deres
optrampning muliggøre selvsåning af eg.
Information
Der er opsat en informationstavle ved P-pladsen.
Fredskovsforordningens gennemførelse
skabte det landskab vi kender i dag, med en knivskarp grænse mellem skov
og mark, her illustreret af Skindbjerglunds sydlige skovbryn en
efterårsdag. Måske kan genindførelse af græssende dyr i nogle skove
genskabe en gradvis overgang mellem overdrev og skov, en skovbrynstype
kendt for en betydelig biodiversitet med bl.a. mange dagsommerfugle.
|
Skindbjerglund. Egenes krogede grene og furede bark giver et flot
skulpturelt udtryk. Egeskoven er særdeles fotogen, så her kan alle lege
"naturfotograf" med flotte resultater. Egen er et meget
varieret levested for andre organismer. F.eks. er omkring 800 forskellige insektarter er knyttet
til egen.
Se skovkort over Skindbjerglund
Skindbjerglunds eneste skovsø ligger nær skovvejen i skovens vestlige del.
Søen ligger omkring 30 meter over ådalens bund kun 500 m borte, og dens
ulogiske tilstedeværelse skyldes sandsynligvis et vandstandsende lerlag. Søens
vandflade er næsten dækket af en hængesæk dannet af den sjældne plante
Kærmysse (Calla palustris), der under blomstring har smukke kridhvide
hylsterblade omkring de grønne kolbeformede blomsterstande. Ved modenhed
udvikles højrøde bær. Planten er giftig. Skovsøen har i øvrigt et rigt
insektliv.
Plantelivet
Det er ege- og bøgeskov, der dominerer statsskoven Skindbjerglund. De
sidste nåletræsplantninger er ved at være fjernet. Egeskoven udgør lidt over
halvdelen (lys rød farve på
skovkortet). Egen er et lystræ. Det betyder, at den kræver meget lys og
samtidig lader en del lys (ca. 20%) passere mellem bladene ned til
skovbunden. Til sammenligning lader bøg kun 1-3 % lys slippe igennem. Derfor
er en egeskov lys og åben. Det giver en masse andre buske og træer mulighed
for at danne underskov, ligesom skovbunden er grøn og dækket af urter,
mosser og laver. Da egen selv kræver meget lys, risikerer den let at blive
skygget væk af mere skyggetålende træarter, som f.eks. bøg og ahorn.
I egeskoven etableres en underskov i etager, nærmest som i en tropisk regnskov. En af
de almindeligste arter er hassel, som har sit vigtigste voksested her. Andre
arter er hyld, tørst, kvalkved, benved, fuglekirsebær, slåen, vildæble, hvidtjørn, røn, druehyld m.fl. eller mindre individer af skovtræer som bøg,
ask, elm, lind og ahorn. Skovbunden er fuldstændig dækket af urter og bregner.
Kampen mellem eg og bøg har en
særlig betydning i Rold Skov området. Pollendiagrammer viser, at bøgen kom
til landet i årtusindet før Kristi fødsel og hurtigt blev det dominerende
skovtræ, der fortrængte egeblandingskoven med eg, elm, lind, ask, el og
hassel. Omkring år 500 e.Kr. var bøgen dominerende på de bedre jorde.
Pollendiagrammer fra St. Økssø viser imidlertid, at egeskovene i Rold Skov området
holdt stand helt op til middelalderens slutning i 15-1600 tallet.
Dette kan betyde, at Skindbjerglund med sine 250 år gamle ege er en direkte
efterkommer af den oprindelige Rold Skov, der dækkede det meste af
Himmerland.
Fænomenet med den sene
forekomst af bøg kan hænge sammen med, at bøgen trods sin evne for at spire
selv i skygge, kan have problemer med at etablere sig i en sluttet skov.
Endvidere er området jo tæt på bøgens nordgrænse i Europa og derfor sent
invaderet. Endelig har mennesket måske haft en finger med i spillet! Både
under Kejserkrigen (1625-29) og senere under Svenskekrigene (1643-1660) gik
det hårdt ud over de nordjyske skove. Træ til brænde til tropperne,
skansebyggeri, trækul til krudt - kombineret med besættelsestroppernes
simple ødelæggelse med fældning og ringning af værdifulde egetræer gik hårdt
ud over skovene. Det var måske bøgens endelige chance for at overtage Rold
Skov fra egen.
Fredskovsdige i Skindbjerglund set fra skovvejen i skovens vestside. Det ses
tydeligt, hvordan diget har været opbygget. Den daværende skov lå til højre.
Man gravede en grøft på marksiden (snedækket), kastede jorden op i diget th.
og forstærkede oftest dette med et risgærde af f.eks. hasselkæppe. Mange
steder er som her grænsen for den oprindelige fredskov flyttet udad gennem
opkøb og tilplantning.
Kulturhistorie
Omkring år 1800 var de danske skove fuldstændig forarmede. Kun ca. 2% af
landets areal kunne med god vilje kaldes skov. De foregående århundreders
krig og uro havde kostet dyrt, egentlig skovdrift var næsten ukendt og mange
skove blev misrøgtet af bøndernes græsnings- og brænderettigheder eller
forarmede herremænds uhæmmede rovdrift. De samme reformkræfter, der
gennemførte landboreformerne omkring 1790, fik vedtaget Fredskovsforordningen
i 1805. Dyr og bønder skulle ud af skoven, deres tabte rettigheder
kompenseres ved opdyrkning af skovareal, og "fredskoven" skulle forblive
højstammet skov i al evighed. Metoden var bl.a. opførsel af fredskovsdiger
for at holde svin og kvæg ude af skoven. Med forordningen fik vi den skarpe
grænse mellem skov og mark, vi kender i dag. Skindbjerglund har et meget
velbevaret fredskovsdige (markeret med brun linje på
skovkortet). Mange steder trak det ud med gennemførelse af
Fredskovs-forordningen. Skindbjerglund tilhørte dengang Lindenborg, og
herfra trak det ud med gennemførelsen - arealer skulle jo afstås for
græsningsrettigheder, og det pinte herremanden. Hele 56 år gik der - med talrige
påtaler fra skovtilsynet - før digerne var færdigbygget og dyrene forsvandt fra
skoven. I dag er de vendt tilbage for at hjælpe med at redde egeskoven.
Skindbjerglund blev købt af
statsskovvæsenet i 1929 og i 1954 blev en del af egeskoven fredet.
|
