|
Livø
Vesthimmerlands Kommune
Afstand Aalborg - Rønbjerg 57 km. Færge Rønbjerg - Livø 20 min.
(sejler 16/4 - 17/10)
Statsejet fredet område ca. 320 ha. Øen forvaltes af
Naturstyrelsen Aalborg. Livø's landbrug drives økologisk.
Landskab og geologi
Livø er en moræneø,
skubbet op under sidste istid fra bunden af Løgstør bredning af en
isstrøm fra NØ. Øens højeste del (43 m. o. h.) er bygget op af store
flager af materiale, der er skubbet ind over hinanden. I kystklinterne
mod NV kan man tydeligt studere lagene, og på øen kan flagestrukturen
opleves som en række NV-SØ-gående dalstrøg. I kystklinterne kan man se,
at flagerne består af forskellige istidsaflejringer, der kan dateres til
sidste istid, både velsorterede smeltevandslag og usorterede morænelag.
Mellem istidslagene forekommer dog lag af moler og plastisk ler fra
tertiærtiden, som isen også har hentet fra fjordens bund. Især det
plastiske ler medfører imponerende udskridninger og udflydninger på
NV-kysten.
Kysten mod NV og V
er præget af havets stadige nedbrydning, hvorimod landet Ø og S for øens
høje centrale del er nyt marint forland - en bred strandvoldslette
opbygget siden istiden. Strandvoldssletten fortsætter mod SØ i den 3,5
km lange odde, Liv Tap. Materialer, som havet nedbryder af kysten mod
NV, føres Ø og V om øen, og da transporten er nogenlunde lige stor begge
veje, bliver Liv Tap lige - et skoleksempel på en "retodde". Gamle kort
viser, at Liv Tap er vokset næsten 2 km siden 1880.
Udsigten fra egeskovens skovbryn mod syd ud over markerne på øens laveste del. Liv
Tap ses som en lys stribe ud i fjorden. Odden er meget følsom overfor
ændringer i strøm og vind, hvorfor dens form stadig skifter. Af hensyn
til områdets mange sæler er Liv Tap et vildtreservat uden adgang.
Dyrelivet
Livø er især kendt for sine sæler og sine dådyr.
De spættede sæler holder trofast til på Liv Tap og på nogle små rev i
farvandet mellem Livø og Mors. Her hviler de, og her opfostrer de deres
unger i juli - august. Både fra Rønbjerg Havn og fra Fur arrangeres "sælsafari"
til farvandet ved Livø.
Livøs dådyr lever
frit på øen og er naturligt sky. Dådyret stammer oprindelig fra
Lilleasien og er af fønikerne og romerne blevet udbredt til det vestlige
middelhavsområde og Europa. Man mener det er kommet til Danmark omkring
1100, indført som jagtvildt og udsat på en række øer, ligesom godser og
klostre har holdt det i dyrehaver. Man ved ikke hvor længe, der har
været dåvildt på Livø, som tidligere har tilhørt Vitskøl Kloster. Måske
har bestanden i perioder været næsten udryddet. Det er kendt, at der for
ca. 100 år siden udsattes 3 dåer og en hjort, ligesom bestanden i nyere
tid er blevet styrket med dyr fra Jægersborg Dyrehave. Livø har tillige
en pæn råvildtbestand. Statsskovdistriktet bortskyder et antal då- og
rådyr hvert år for at holde bestanden på et acceptabelt niveau.
Om sommeren færdes dådyrene adskilt. Hundyrene - dåerne - føder deres
kalve i de tætte krat på NV-siden af øen, hvor de sammen med kalvene
fører en skjult tilværelse. Der er meget større chance for at se
hjortene, der meget ofte færdes i en flok - en rudel - på markerne S og
V for skoven. Med en almindelig håndkikkert kan man iagttage de smukke
dyr, hvis gevir om sommeren stadig er i bast.
Den meget sjældne og smukke plante strand-hornskulpe findes på strandvoldene
på Livø og ellers kun enkelte andre steder i Limfjordsområdet, bl.a. langs
Frederik VII's kanal. Planten er i familie med
valmue.
Information
Naturstyrelsen har udgivet en folder for Livø. Folderen findes
på
internettet, hvor Livø også har sin egen
hjemmeside.
Færgetider på
www.miniline.dk
Læs om livet og landbruget på Livø hos
Livø Avlsgård
Et af de forkrøblede, 300 år
gamle egetræer på Livø, præget af en opvækst med konstant nedbidning fra
kreaturer og muligvis stævning. Stævning var almindelig især i
bønderskovene før 1805. Træerne blev fældede hver 30.-40. år, både for at
give tømmer og brænde og for at skabe lys til skovbundens græs og urter, som
blev udnyttet til hø eller græsning. Træerne skød så igen fra stubben, ofte
med mange stammer. |
Ege - Hasselskoven på Livø er grøn og frodig med en rig bundvegetation og
et mylder af småfugle. De mange gamle træer begunstiger især hulerugende
fugle som spætter og mejser.
Plantelivet
Den nordlige skovklædte del af Livø består især mod vest af en
egeblandingsskov, domineret af eg og hassel, men også med elm, bævreasp, røn
og hyld med ask og el på fugtige partier. Mange af egene i skoven er op til
300 år gamle. Skoven menes at være rester af den egeblandingsskov, som var
dominerende i Danmark fra stenalderen helt op til omkring 1300-tallet, hvor bøgen, især på
de gode jorde, efterhånden blev den almindeligste træart. Egeblandingsskove er bevaret
enkelte steder, i Nordjylland kan den opleves bl.a. på
Lovns
og i
Lundby Krat. I modsætning til en bøgeskov slipper egeskoven meget lys
ned til skovbunden, som er frodig og grøn, næsten urskovspræget med bregner
og lianer (kaprifolieranker og vedbend). På øens hyldebuske findes mængder
af den gode spisesvamp judasøre, begunstiget af det fugtige fjordklima.
Nord for skoven findes rester
af en hede, som tidligere dækkede et 5 gange så stort areal, nu tilplantet
med overvejende nåleskov. Heden har en fin bevoksning af enebær og rummer alle
lynghedens karakteristiske dværgbuske: Hedelyng, revling, tyttebær, blåbær
m.fl. Heden går mod nord over i tætte enebærkrat på kystskrænten. Små kilder
vælder frem på skrænten og føder en rig vådbundsflora.
Ved Louisehøj på øens forblæste NV-kyst findes der tætte krat, domineret af
slåen, med indslag af ene, havtorn, hyld og pil. Den urolige jordbund med
skred og udflydende plastisk ler og den kraftige vindpåvirkning bevirker, at
kun disse buske kan trives her. Kystkrattet er en af de få naturtyper, som
ikke med tiden vil springe i skov.
Livøs østkyst nord og syd
for havnen er præget af en strandvoldslette med strandoverdrev domineret
af græsser med ene, hyld og vilde roser.
Kulturhistorie
Livø har været beboet siden stenalderen. Øen har fra gammel tid tilhørt
kongen. Valdemar den Store forærede øen til Vitskøl Kloster i 1150, og
klosteret og det senere gods ejede øen til 1850. Øen blev drevet af
fæstebønder. Egeskoven, der i middelalderen dækkede over halvdelen af øen,
blev især brugt til at holde svin. I 1600-tallet kunne skoven føde flere
hundrede svin "på olden". Udnyttelsen af skoven tog imidlertid til, skoven
leverede brænde, tømmer og kæppe til gærder og var overgræsset af både
kreaturer og svin. I 1805 var det slut, da den danske fredskovsforordning
indførtes - skoven blev beskyttet som fredskov og græsningen ophørte. Fra den tid
stammer diget, der omkranser egeskoven mod vest og syd. Diget holdt dyrene
af skoven. På det tidspunkt var skoven svundet ind til kun at dække ca. 10% af
øen. De op til 300 år gamle forkrøblede ege med mange stammer bærer således
stadig arene af fordums rovdrift.
Efter 1850 blev øen solgt, og
en række initiativer blev forsøgt for at gøre øen rentabel. Svenske
stenhuggere blev ansat for at hugge kystens sten til skærver, franske
teglværksarbejdere forsøgte at udnytte det plastiske ler og på nordspidsen
lå fra 1840 en kgl. privilligeret kro "De sejlfarendes kro", der prøvede at
leve af de forbisejlende. Livø By, som den ligger i dag blev grundlagt i
denne tid som en arbejderby.
I perioden 1911 til 1970 var Livø en veritabel fangeø. Øen tilhørte
"Den Kellerske Åndssvageanstalt" og blev brugt som internat for 100
evnesvage mandlige kriminelle, der var beskæftiget ved landbrug, skovbrug og
gartneri. Flere af bygningerne, der i dag bruges som feriecenter, stammer
fra åndsvageanstaltens tid. Adskillige af de anbragte omkom under flugt fra
denne danske "fangeø".
 Læs
mere om kulturhistorien i Nordjylland. Få historierne sat ind i
en sammenhæng. Naturturist byder dig velkommen på
www.kulturhistorien.dk |
|
